Konstruktøren A/S overtager Bammeskov Huse A/S

 

Hidtil har Konstruktørens kernekompetence været erhvervsbyggeri, men nu tager firmaet udfordringen op omkring de kendte Bammeskov Huse.

 

Det sker pr. 1. april, hvor Konstruktøren A/S overtager Bammeskov Huse A/S, hvilket medfører en bredere vifte af muligheder for virksomhedens kunder. Uanset om det er et privat parcelhusbyggeri eller et firmadomicil, går virksomheden aktivt ind i opgaven fra start til slut i samarbejde med kunden, for at skabe den helt personlige løsning. Dette er helt i tråd med Bammeskovs koncept omkring opførelse af individuelle kvalitetshuse for private.

- Hvor vi hidtil primært har påtaget os opgaver indenfor erhvervsbyggeri, tager vi nu udfordringen op omkring de kendte Bammeskov Huse, hvor vi naturligvis vil fortsætte linien – det vil sige, vi vil bevare det oprindelige koncept, man kender fra Bammeskov, fortæller direktør, Claus B. Davidsen.

- Ganske som med Bammeskovs koncept går vi ind for de individuelle kvalitetshuse, og jeg ser frem til at udnytte de ressourcer vi har i firmaet endnu bedre. Jeg er ikke i tvivl om, at vi kan løfte opgaven i egne rækker.

 

Lægehuse

- Vores hovedkompetence er totalentrepriser inden for erhvervsbyggeri, hvor vi især har specialiseret os i byggeri af lægehuse i hele landet. Det startede med byggeriet af lægehuset i Oksbøl, og nu bygger vi i hele landet. Det hidtil største lægehusprojekt kaster vi os over i Hinnerup ved Århus – et lægehus på 600 m2, fortsætter Claus B. Davidsen.

Konstruktøren påtager sig også hoved- og fagentrepriser, renovering og serviceopgaver, både inden for privat- og erhvervsbyggeri. Opgaverne udføres med egne håndværkere fra beton-, murer- og tømrerfaget og med faste samarbejdspartnere på øvrige fagområder. Pt. er der 30 håndværkere til at varetage de forskellige opgaver landet over samt en solid administrativ del på 6 ansatte.

Geografisk er basen i Varde med administrationsafdeling på Borgpladsen og værksted/lager på Gl. Gellerupvej.

 

Opreklameret krise

Konstruktøren har den knowhow, der skal til for at gennemføre selv komplekse byggerier succesfuldt.

- Styrken hos os er de mange faglige spidskompetencer i huset, hvor vi samler alle tråde og udfører projektet, så du, som bygherre, er sikret en tilfredsstillende byggeproces, understreger Claus B. Davidsen.

Der er ikke just optur indenfor byggebranchen i øjeblikket, men omvendt er den heller ikke gået i stå. Der er stadig brug for erhvervsbygninger, lægehuse osv., mens det er lidt mere stille indenfor det private parcelhusbyggeri.

- Vi står overfor en udfordring i øjeblikket – men når det er sagt, så synes jeg, at den her finanskrise er en anelse opreklameret, for helt stille står det jo ikke. Der skal nok komme mere gang i hjulene igen. Jeg tror på det, og det er da også en af grundene til, at jeg har valgt at udvide mit koncept med en større trædeflade, så jeg fremover kan tilbyde Bammeskov Huse, lyder det fra Claus B. Davidsen.

 

Starter nyt job

Bammeskov Huse har hidtil været ejet af Eli Bammeskov og Ivan Christiansen, og hvor Eli Bammeskov nu trækker sig tilbage, er Ivan Christiansen netop tiltrådt en stilling ved Varde Kommune som pedel med ansvaret for fem børneinstitutioner i Vardes nordlige bydel.

- De mange nye regler indenfor byggeri samt manglen på lagerplads gjorde, at vi var nødt til at tage en beslutning om, hvorvidt vi skulle udvide eller sælge, og vi valgte så at sælge til Konstruktøren A/S, som vi altid har haft et fornuftigt samarbejde med. Og så ved vi, at man vil føre Bammeskov Huse videre i samme høje kvalitet samt den gode ånd, som kunderne kender, slutter Ivan Christiansen.